19. august 2008

Darwin

Netop hjemvendt efter en fantastisk tur til Darwin, vil jeg skynde mig at fortælle om mine oplevelser.

Tirsdag fløj vi afsted fra Melbourne. Vi havde kun håndbagage med, så vi fik check'et ind lyhurtigt og kom ombord på flyet. Flyveturen hen over Australien var super flot. Man får virkelig en ide om hvor stort og øde landet er.



Fremme i Darwin blev vi mødt af sol og varme - fantastisk fantastisk fantastisk! Efter at have check'et ind på vores hostel Melaleuca on Mitchell, hvor vi boede på værelse med 3 flinke irere, smuttede vi op på The Vic hvor starten på vores ferie blev fejret!



Onsdag var vi ude og bade i en offentlig pool med udsigt over havet. Der er både krokodiller og stingers i Darwin, så der er ikke meget ved at gå på stranden - selvom vi var der i den periode med færrest farlige dyr så vi ingen grund til at risikere liv og lemmer. Om aftenen lavede vi lidt god mad på vores hostel før vi vendte tilbage til the Vic hvor jeg havde meldt mig til en bodypaint konkurrence! Jeg var godt nok nervøs, men det var slet ikke så slemt som forventet - faktisk var det ret sjovt! Jeg vandt desværre ikke de 250 dollars vi konkurrede om, men jeg fik en tur til Litchfield National Park, et krokodille-cruise, fri bar + mad- og drikkebilletter til de andre dage.

Torsdag blev Rasmus nødt til at skrive speciale, hvorfor det var op til Martin og jeg at finde på noget sjov og ballade. Vi startede med bare at dase ved poolen på vores hostel. Senere blev vi inviteret med ud til Berry Springs af en af vores roommates. Bilen blev pakket og afsted var vi. Jeg tror det var mere held end forstand at bilen fik os hele vejen derud og tilbage, men det var det hele værd. Vi fik svømmet i det klareste vand med en masse fisk og paradis-agtig stemning - se dét er Australien!



Torsdag aften tog Martin og jeg ud til Mindil Beach, hvor der to gange om ugen er sunset market. Efter at have nydt solnedgangen på stranden gik vi op til markedet, for at finde noget aftensmad. Her kunne vi vælge mellem alt fra kænguru over indisk, pakistansk, kinesisk og italiensk. Selvom der er mange turister på markedet, var det bestemt besøget værd.



Tidligere på ugen mødte jeg en gut fra Tasmanien, Mark, som skulle ned til Kathrine og besøge nogle venner fredag og gerne ville have selskab på den lange køretur.

Jeg blev derfor hentet fredag morgen og sammen kørte vi de 3 timer til Katherine. Mark har arbejdet i Nothern Territory som helikopterpilot og var derfor en glimrende tur-guide. På vores vej stoppede vi ved Edith Falls, hvor vi kravlede lidt rundt på klipperne og tog en dukkert, hvorefter vi kørte ud til den helikopterplads Ross arbejdede på for nogle år siden. Den nye pilot derude var virkelig flink og lod os både låne firhjulstrækkeren så vi kunne køre en tur OG lovede mig at jeg kunne komme med på en flyvetur dagen efter!




Da solen var gået ned tog vi ud og spiste aftensmad (jeg smagte barramundi-burger!). Bagefter kørte vi hen til Marks venner, et par i 30'erne med to børn. Det var den hyggeligste aften! En vældig vældig sød familie og sjovt at få lov til at overnatte i et australsk hjem! Og så var det altså lidt fantastisk at sidde udenfor med en kold øl og se kænguruer hoppe rundt i området omkring huset.

Lørdag var jeg ude og flyve helikopter! Jeg måtte tidligt op - vi skulle flyve kl. 7 - men det var det hele værd! Det var en helt vild oplevelse! Lyset er utrolig flot om morgenen. Vi fløj hen over Katherine Gorge, som er den største attraktion i Nitmiluk National Park.




Frøer i toilettet! Det er da eksotisk!

Sikkert nede på jorden igen kørte vi ud til Kathering Gorge for at se slugten fra jorden, før vi efter frokost vendte næsen mod Darwin igen.



Mark med den bedste ginger-beer i Australien! Den har ikke noget med øl at gøre, men den smager fantastisk!

Søndag blev brugt på at dase i solen inden vi igen tog ud til Mindil Beach for at spise aftensmad mens solen gik ned over Darwin.

Mandag tog vi på tur til Litchfield National Park - jeg kunne jo komme afsted gratis. Dagen startede lidt kaotisk, da vi ikke kunne finde bussen, men afsted kom vi. Første stop var ved Adelaide River hvor vi skulle på "jumping-croc-cruise"! De er kraft... nogle store sataner de krokodiller! Men det var sjovt at se dem hoppe op efter kødet og altid dejligt at komme ud og sejle.




Efter krokodille-turen tog vi ud for at se de meget skulpturøse termit-boer der er over det hele i Northern Territory.



Til sidst kørte vi til Wangi Falls og Florence Falls. Billederne er fra det sidste vandflad, hvilket klart er det flotteste jeg så på hele turen. Man føler sig langt væk fra Danmark når man plasker rundt i de små pools og kigger op på vandet der strømmer ned over klipperne.



Hjemme igen tog vi ud og spiste en farvel-middag, før vi pakkede vores ting sammen og gjorde os klar til at tage tilbage til Melbourne - kl. 6:10! Uhh hvor var det tidligt!

Det har været en fantastisk tur. Darwin er ikke en specielt charmerende by, den er fyldt med backpackere og australske håndværkere der kommer dertil for at tjene lidt ekstra penge. Men folk er festlige og udadvendte og jeg har mødt så mange søde mennesker. Vejret er klart et plus i forhold til Melbourne. 30 graders solskin uden for meget luftfugtighed her i tørke-perioden er dejligt - jeg gad godt tilbage under regntiden hvor vandet kan komme virkelig højt op (vi kørte forbi et sted hvor vandstanden på et tidspunkt var steget 18 meter!). Det er dog rart ikke at skulle bo på værelse med 5 andre og have alle sine ting mast sammen i en kuffert. Desuden glæder jeg mig til at komme videre med kitesurfing'en!



More pics at: http://picasaweb.google.com/a.kirstine.madsen/Darwin

0 kommentarer: